|
 |
|
|
| |
NYHEDER » EN STEN På EN RUDE |
|
| |
|
|
| |
nr. 2
En sten på en rude
En sten på en rude - eller - Hvad optrapper konflikter?
- - det gør blandt andet, at man gætter på årsager til hændelser, men tager grueligt fejl.
- Af Agnete Munck-Westh.
En dag jeg sad og arbejdede på mit kontor på et oplæg om hvad der virker optrappende i konflikter lød der et tydeligt bump på min glasdør til altanen.
Uden at overveje noget som helst rejste jeg mig op for at se hvad der var sket; og i tidsrummet mellem jeg fik rejst mig op, rundet skrivebordet og trådt de tre skridt hen til døren ud til altanen nåede tanker og følelser at forme en forklaring: ”Der er nogen der har kastet noget på min altandør; en sten viklet ind i et eller andet. Unge fredsforstyrrere er så nu kommet ind i det her område åh – ja - – nu må jeg takle dem på en rolig måde,” fik jeg sagt til mig selv, idet jeg åbnede døren. Jeg kiggede ud og ned - en fugl lå der med den ene vinge ud til siden. Den var fløjet ind i ruden, den var ikke død, kun besvimet. Jeg lagde fuglen på bordet medens jeg kiggede på det, som jeg sad og skrev om. Det var om ”attributions-teori”, en teori om, at mennesker i konflikter tillægger (”attribuerer”) os selv og andre motiver efter et karakteristisk mønster. Og medens fuglen langsomt kom til sig selv, kom jeg også til mig selv og opdagede min variant af fænomenet ”at tillægge andre motiver” – at jeg helt uden at ane noget som helst om sagens rette sammenhæng på mikrosekunder fik skabt en forklaring på en urovækkende hændelse – og at denne forklaring var fuldstændig skudt ved siden af.
Men jeg fik etableret en fantasi-forklaring med en fantasi-skyldig. En syndebuk skabtes på mindre end et knips med et par fingre.
En vag skamfuldhed sneg sig ind på mig, medens fuglen begyndte at røre på sig; jeg tog den op på fingeren for at kigge nærmere på den. Den var godt nok lille, med noget orange på hovedet. Fuglen hoppede op på gruben mellem min hals og skulder og fandt ro der. Jeg var målløs og mærkede afgrunden mellem min egen lille angst, der fluks skabte et fjendebillede, og så denne lille fugls tillid, og kom til at grine ad min reaktion. Med fuglen i halsgruben lirkede jeg mig forsigtigt hen til tastaturet og fik via nettet fastslået, at det var en fuglekonge. Den kan lide at få varmen fra mennesker, stod der. Inden den blev helt frisk igen åbnede jeg terrassedøren og lempede fuglekongen over på rækværket.
Jeg vendte tilbage til teksten om attribution: I konfliktfyldte forløb med andre mennesker besidder vi en tilbøjelighed til at tillægge andre negative motiver og skumle hensigter for hvad der er af uklarhed, koks, misforståelser eller uforklarlige begivenheder. Samtidig med at vi rask væk tilkender os selv skyldfrihed i lignende situationer. Hvis din kollega er forsinket, ja, så er hun ligeglad med dig, ikke sandt? Medens din forsinkelse jo altid skyldes trafikken, ikke sandt?
Det er ”attribution”, - motiv-tillægning – at tillægge andre dårlige motiver for oplevet ubehageligheder – og at frikende os selv for det samme.
”Attribution” er meget almindeligt, det er svært at opdage, det sker lynhurtigt, det optrapper konflikter, og vi har en opgave i at fange os selv i det, inden vi i vores hurtige fantasi får strikket en forklaring sammen, der er helt ved siden af, og som får ting til at køre af sporet.
Fuglekongen fløj sin vej uden at bumpe ind i ruden.
Inspireret af artikel om attribution: ”Vrede og gengæld i konflikter” af Keith G. Allred i ”The Handbook of Conflict Resolution,” Jossey-Bass, 2000.
|
|
| |
|
|
|
|
|
|
