| |
De politiske ideologier og køn
v. cand. mag. Agnete Munck, Procesledelse og Personlig Udvikling, 2006 ©
Indledning
De tre klassiske politiske ideologier i den vestlige verden, konservatismen, liberalismen og socialismen har alle tre den franske revolution som klangbund, enten som skræmmebillede eller som inspiration. De politiske ideologier bygger på indbyrdes forskellige grundlæggende værdier og menneskeopfattelser, og de forfægter hver især deres modstridende ideer om stats- og samfundsindretningen.
Læser man de klassiske ideologiske bud på samfundsindretningen gennem kønsbriller og spørger efter kvinders henholdsvis mænds roller i ideologiernes tankegods, træder der imidlertid et mønster frem. Ideologiernes grundlæggere er, deres uenigheder til trods, fælles om at gå ud fra, at mænd er mennesker, og kvinder er kønsvæsener. De ideologiske forestillinger bygges op fra denne præmis. Det sker ved, at tænkerne opretter skel mellem en ”privat” sfære, som lades ude af betragtningen, og så en ”offentlig” sfære, der er rum for og målet med ideudviklingen. Ideologierne fungerer som mental rambuk i den offentlige sfære for ændringer af magtforholdet mellem klasserne. Magtforholdet mellem kvinder og mænd i den private sfære sættes der parentes om i de politiske ideologier. Det ulige magtforhold i privatsfæren, med mænd som dominerende og kvinder som afhængige, opfattes ligefrem som ønskværdigt, meningsfuldt eller næsten uforanderligt. Argumentet er naturen.
Konservatismen tildelte kvinder en underordnet, men idealiseret rolle i det hjemlige; liberalismen angreb gamle magtforhold med kravene om frihed, lighed og broderskab, men ignorerede undertrykkelsen af kvinderne; socialismen stillede kvindekrav for at modarbejde, at kvinder blev reaktionære og for at hverve dem for sagen, ikke for at sætte lys på mænds dominans over kvinder. De ideologiske fædre Edmund Burke, Adam Smith og Karl Marx slæbte patriarkalsk tankegods ind i deres tænkning og svigtende dermed den frigørelse og kolossale samfundsudvikling, der ville ligge i at tænke ideologierne til bunds og inkludere kvinderne på deres egne præmisser. De opretholdt skellet mellem ”privatsfære” og ”offentlig sfære”, hvilket forsinkede kvinder i den ideologiske frigørelse og gjorde samfundsudviklingen skæv, fordi den var tænkt ud fra udelukkende ét køn. Den gamle, feministiske parole ”Det personlige er politisk” giver på denne baggrund dyb mening.
Konservatismen - Politik som scene for mænd
Konservatismens fader, Edmund Burke gennemførte sine tanker om et konservativt samfund, baseret på nedarvede værdier medens han fastholdt den opfattelse, at mennesket er en mand, især en dannet mand fra de besiddende landklasser eller adelen. De værdier levede i et verdensbillede, hvor mænd og deres relationer til hinanden var centrum for politikkens magtsfære, for religionens åndelige sfære og for samfundets produktionssfære. Det var et verdens- og livsbillede, der henviste kvinder til hjemmets isolerede verden.
Samfundsopfattelse i den konservative tænkning
Samfundsopfattelse og menneskesynet i konservatismen har sin grund i en forestilling om nationen som en levende, sammenhængende organisme, der udvikler sig gradvist. Mennesker er henvist til hinanden, og de skaber en samfundsorden voksende fra familien, over det nære fællesskab, ind det civile samfund og samlende sig i staten, der ledes af monarken og beskyttes af Gud. De samfundsmæssige strukturer ledes af mænd over andre mænd og kvinder og børn; kirken, adelsvæsenet og kongehuset forestås af mænd. I den konservative tænkning opfattes dette mandlige overherredømme som garant for en afbalanceret samfundsindretning. Kvindernes underordning tjener helheden, og kvinder har en rolle, der idealiseres og forherliges til gavn for den herskende orden.
Kvinder skrev indignerede protester mod Burke. De gav stemme til krav om frihed fra fordummende pyntesyge og tidsspilde som øjentjener for mænd. Kvinder ejede intellekt, intelligens og vilje, og de viste dette i deres opgør med den konservative patriarkalske kvindeopfattelse.
Den klassiske liberalisme
Opgøret med kongemagt og enevælde i England fødte tanker om det fri menneske. Mennesker er født frie, fornuftige og i besiddelse af kræfter og talenter til at sørge for sig selv. Mennesker er i stand til at forøge sin velstand ved eget arbejde, og har naturligt ret til ejendom og til at forsvare den. Mennesket er individualistisk, fornuftigt og kæmper naturligvis for sine og sin families interesser. Et frit menneske kan ikke være født ind i noget underordningsforhold.
Den klassiske liberalisme kræver en række rettigheder: frihed over egen krop, frihed til at råde over eget liv, til at nyde frugterne af eget virke og frihed til at råde over egen ejendom. Disse rettigheder er medfødte, naturlige rettigheder, skænket til menneskene. Men der var en hage ved argumentationen: Fra starten af havde liberalismen den frie mand som ideal, ikke den frie kvinde. Når argumentationen drejede sig om køn, gjaldt en anden standard: Her var de naturgivne kroppes forskelle - kvinders biologiske moderskab - pludselig gyldig grund til at opretholde kvinders ulige stilling. Frihedsrettighederne gjaldt ikke for kvinder. Menneske var en mand. Den herskende dobbeltstandard – at der gjaldt ét sæt normer, gyldige for mænd, kaldet mennesker, og ét sæt for kvinder - var uholdbar i længden og blev udsat for kritik fra såvel kvinders som fra mænds side.
Mary Wollstonecraft om kvinders pligt mod sig selv
Forfatteren og samfundsdebattøren Mary Wollstonecraft vender sig mod liberalismens forherligelse af ejendomsretten.
Ejendomsretten er alt for højt sat i samfundet; fra den overdrevne respekt for ejendomsretten strømmer laster og onder. Besiddende mænd forfalder til lediggang i fornøjelser. Hustruer til velstående mænd står sig dog dobbelt ilde. De er afhængige af deres mænd, de har ingen rolle at udføre i samfundet, og de har ingen meningsfuld beskæftigelse i hjemmene. Ved siden af den rige mand er hans hustru et nul, konstaterer Wollstonecraft. Hun ejes af sin mand. Ejendomsretten slår sine lange arme ind i ægteskabet. Kvindernes tilstand af evig barndom med pyntesyge og påførte hjælpeløshed vokser ud af mænds underkuelse af kvinder, og kvinder udvikler snuhed som svar på mænds undertrykkelse.
Mary Wollstonecraft opfordrer kvinder til at forlade det traditionelle ægteskabs stækkende bur og stå på egne ben. Hun skrev, at kvinders første pligt er over sig selv som fornuftsvæsener. Hun vil løfte kvinderne gennem skolegang, uddannelse og meningsfuld beskæftigelse, der udfordrer kvindernes intellekt.
Kvinder er ikke skabt på et lavere niveau end mænd; de bliver ført derned af det skæve magtforhold mellem kønnene.
Den klassiske socialistiske tænkning
Ingen af de klassiske socialistiske retninger fremhævede kvindernes selvstændige politiske organisering som en nødvendighed for socialismens mål: den endelige frigørelse af menneskene. Kvindernes frigørelse, tænkte man, ville automatisk følge af den almene frigørelse. De socialistiske tænkere havde en drivkraft i deres kamp for oprør og revolution. Deres fokus er hentet fra det, der er genstand for deres kritik: et dem over for et os, de herskende over for de beherskede. I dette fokus er den ene samfundsklasse sat op over for den anden, og der tænkes ikke i, at mænd står over for kvinder i en magt- og interessekamp.
Den klassiske socialisme, reformsocialismen, kommunismen og det nye venstre har alle haft kvindelige teoretikere og kvinder som medlemmer og ledere. Der har siden starten været kvinder, der satte fingeren på dilemmaet mellem klassetænkningen, der samler begge køn i arbejderbevægelsen, og så kønstænkningen, der sætter fokus på kvinders og mænds ulige livsvilkår og på interesseforskelle mellem kvinder og mænd.
Afslutning
De politiske ideologier har alle den franske revolution som en direkte eller indirekte klangbund og inspiration. Krav om forandring og håb eller frygt for fremtiden var drivkraften. Alle tre ideologier har taget det mandlige køn som udgangspunkt. Dette gælder konservatismens Edmund Burke, det gælder liberalismens John Locke og Adam Smith, og det gælder også socialismens Karl Marx. De slår sig op på at tale ”på alles vegne”, når de hverken taler på ”alles”, endsige på hele deres køns vegne (f. eks. ikke på jordløse, fattige mænds eller mandlige slavers vegne).
Kvinder tog til genmæle og påpegede hulheden i, at teoriernes fædre hævdede, at de talte almengyldigt, når den konkrete virkelighed viste, at mænd definerede sig selv som ”mennesker” og udelukkede kvinder. Kvinder kritiserede, og kæmpede for ændringer.
Stadig må kvinder udvikle og fastholde en køns-følsom ideologi og en kønspolitisk dagsorden for at vinde indflydelse over ideerne og magt i samfundet. Det er stadig gyldigt, at det personlige er politisk.
|
|
